top of page

Igennem Samaria...

  • Forfatters billede: Palle Kure
    Palle Kure
  • 19. sep. 2019
  • 3 min læsning

Turen gik til Vestbredden. Vi måtte lægge vejen igennem Samaria.


Først i det historiske Shilo. En arkæologisk udgravning, som er begyndt af danske arkæologer i 1920erne. De var lidt ”skuffede", idet de "kun" gravede sig 15oo år tilbage, til resterne af en byzantinsk kirke. Men der graves fortsat i Shilo, og vores guides kone har fordoblet størrelsen af den byzantinske kirke, som den første danske udgravning, viste det sig, kun delvist afdækkede. Flotte mosaikker dukkede op, da man var ved at grave en dræningsgrøft...


Hun – og andre – var også nået længere tilbage; mere end 3000 år, til den tid hvor Shilo i 369 år var stedet hvor pagtens ark stod. Så når vi satte os for at høre om det, beroligede guiden os med, at vi satte os i ”holy dust”.


Der har sandelig lagt sig meget støv her, siden Josva Nuns søn, delte landet mellem de 12 stammer. Siden Hannah bad om at få et barn, da hun blev mobbet af den meget frugtbare Peninna. Siden Hannah fulgte drengen Samuel op til telthelligdommen...


Derefter gik vores tur op på Mount Kabbir og den storslåede udsigt over imod Nablus, (det bibelske Sikem) med Mount Garizim bag byen og Mount Ebal til højre for.


Sidste stop var på Garizims bjerg. Det helligste sted for samaritanerne, som nu om dage har bosat sig oppe på et plateau på bjerget. I dag er samaritanerne en lille befolkning på ikke mere end 800. Deres tro placerer dem – stadig - som lus imellem flere negle. Nu bor de ikke mere nede i Nablus. De er ikke muslimer og anerkendes i øvrigt – fortsat - ikke af jøderne.

Vi kunne se ned på den store flygtningelejr; Ballata, der ligger som et ultra tæt bebygget område i Nablus, og huser op imod 20.000 af de 120.000 de bor i byen. Og der midt i byen, ligger både det historiske Sikem og Jakobs brønd i Sykar.


Vi bevægede os rundt på højderyggene, for udsigtens skyld, og fordi vi kørte i Israelsk indregistreret køretøj og med en jødisk kvinde som guide. Vi holdt os derfor til veje kontrolleret af Israel Defence Forces. Spiste en sandwich på det soldaterhjem der lå uden for deres kaserne ved et af de store vejkryds udenfor Nablus.


En meget kendt Jøde fra Nazareth valgte en gang for ca. 2000 år siden ikke at rejse uden om Samaria på vejen fra Jerusalem til Galilæa.

Han "måtte lægge vejen igennem Samaria", og han valgte at være ligeglad med hvem der må gå på hvilke veje, og hvem han måtte ses sammen med. Han gik lige ind i byen og satte sig ved brønden i Sykar, talte med en samaritansk kvinde, om hendes liv og hvordan man lærer Gud at kende. Det besøg satte dengang kvindens liv og byen på den anden ende.


På vejen ud, tog vi en taxi til den nærmeste togstation på israelsk jord, og skulle igennem checkpointet. "Where do you come from? And what did you do? (Her skulle jeg så ikke svare: Havde en samtale med en kvinde i Nablus…)



(Hvis du trykker på pilen til højre på billedrækken herunder,

kan du blade i en række fotos fra vores tur)





Tak til Felix rejser og muligheden for at følges med Aase og Per Weber med flere ind i Samaria.



For den læs-mere-lystne:

1. Mosebog kapitel 33 vers 18 - 20

Josvabogen kapitel 8, vers 30 - 35 og kapitel 18 vers 1

1. Samuels bog kapitel 1...

Johannesevangeliet kapitel 4, vers 1 - 42





Palle Kure Yafo/Tel Aviv og omegn...

 
 
 

Comments


© 2023 by The Artifact. Proudly created with Wix.com

bottom of page