Fishermans friend
- Palle Kure
- 17. sep. 2019
- 2 min læsning
Fishermans friend…
De står der hver morgen – lystfiskerne. På havnemolerne, på bølgebryderen ved promenaden langs Midron Park, ved Cafe Vista. Vi ser dem hele vejen på morgenløberuten. Langs kyst og havn, har de placeret sig. De er ude efter fangst.

Tre meter bag fiskerne ligger kattene klar. Lige så snart en lystfiskers stang laver den karakteristiske bue, som melder, at nu er der fisk på krogen, rykker katten forventningsfuldt nærmere. Når fisken så i en let bue kommer op af vandet og ind til lystfiskeren, sidder katten klar. Fisken bliver aflivet, klippes op, indvolde og hoved ryger til jorden, og vupti, så er der serveret. Kattene på havnefronten er fishermans friend. De lander i øvrigt masser af fisk.
Yafo vrimler med katte. For år tilbage havde byen en rotte- og museplage – det har de ikke mere. Bystyret opfordrede til at holde og fodre katte, for at komme af med mus og rotter. Meget effektivt. Til gengæld er der nu umanerligt mange katte. En del af dem ser ikke så godt ud. Men her på havnefronten er de velnærede og med skinnende pels. Det er fedt at være fischermans friend, for der falder noget af…
(Tryk på pilen til højre i billedet, for at se en række fotos)
Hver anden eller tredje morgen passerer jeg lystfiskerne og kattene på morgenløbeturen. Når jeg er hjemme igen, er det godt med en citronvand. Jeg strækker mig efter en citron på træet i gårdhaven, skyller den, skærer nogle skiver, smider dem i glasset sammen med isterninger og vand fra køleskabet. Når jeg sidder der i skyggen af citrustræet med min citronvand, har jeg det vist på samme måde som kattene på kajen: Der faldt noget af...
(den opmærksomme læser, kan i øvrigt spotte endnu en af byens mange katte, som har sneget sig op på taget, og med på billedet...)
Palle Kure, Yafo/Tel Aviv
Comments